Vi har fundet en artikel på sporten.dk (BT), som vi synes du også skulle se.
Den handler om en super sej U17 spiller, Kenneth Zohore som er udråbt til at blive den nye Bendtner. Læs med her eller kig på sporten.dk
KENNETH ZOHORE - DEN NYE BENDTNER
Der bliver passet godt på Kenneth Zohore. Så godt at sporten.dk ikke engang kan stille den unge spiller et par spørgsmål uden at have en træner til stede. Den 16-årige angriber havde dog næsten ikke behøvet at stille op, da det er ikke ret meget mere end en-stavelses-ord, der kommer ud af munden på den generte københavner. Til alt held er han dog anderledes udtryksfuld og resolut på en fodboldbane. Så god at han er rejst med FC København på træningslejr i Sydspanien på trods af, at han blot fyldte 16 år for fem dage siden.
Skoleskifte hjalp
Kenneth Zohore skiftede i sommer skole fra Nørrebro til Frederiksberg efter samtaler med klubben og hans forældre. I dag bruger han alt i alt 10 minutter på transport på en hel dag til både niende klasse og træning på banerne bag ved KB Hallen.
- Det går meget bedre med skolen og fodbolden nu. Jeg bruger ikke så meget tid på at komme frem og tilbage, så nu kan jeg bruge min tid på det vigtigste,« fortæller Kenneth Zohore, der fra januar har trænet med SAS Liga truppen tre gange om ugen.
Med mindre han pludselig bliver fast mand i Ståle Solbakkens A-trup. Zohore har nemlig vist noget, som både klubben, medspillerne og trænerne synes om.
- Han er overordentligt udviklet rent fodboldmæssigt, og hans fysik er imponerende. Han er atypisk på alle niveauer. Han magter meget, har en formidabel fysik og et godt antrit, fortæller Carsten V. Jensen.
Drømmen om Chelsea
Kenneth Zohore selv har det rigtig godt for tiden. Ikke nok med at han nyder solens varme og de mildere vinde i Marbella, han nyder også at træne sammen med de danske mestre.
- Det er sjovt. Jeg tager det som en oplevelse, meget stille og roligt. Jeg taler med de samme, som jeg altid har talt med og forsøger at blive ved med at være mig selv. Men tempoet og fysikken er noget anderledes, end jeg er vant til, siger Zohore, der - selvom han tager den med ro - selvfølgelig har et yndlingshold som alle andre unge knægte, der elsker fodbold.
- Jeg drømmer om at spille for Chelsea en dag, det har altid været mit yndlingshold. Men det tænker jeg ikke så meget på lige nu. Jeg tænker mest på at gøre det godt her, og så måske en dag håbe på at komme til at spille fast, lyder det ydmygt fra Kenneth Zohore.
Og netop Chelsea er der noget om, når det drejer sig om den store dreng. Han har nemlig været til prøvetræning både der og hos Inter i begyndelsen af sine teenageår.
- Jeg valgte at blive hjemme, for Danmark er mit hjemland. Det er her, jeg har det bedst, fortæller han.
Den tungeste
Det er FC København nok glade for. De danske mestre håber på en dag at gøre en førsteholdsspiller ud af Kenneth Zohore. Og måske bliver han snart rykket op til de bedste af de bedste. Den vurdering vil trænerteamet tage i løbet af foråret. Imens banker U17-landsholdsspilleren fortsat boldene ind til træning, mens holdkammeraterne anerkendende løfter øjenbrynene. Især Zohores fysik bemærkes gang på gang. For selv om han er den yngste i truppen, er han den tungeste. Omkring 194 centimeter og 95 kilo render unge Zohore rundt med på grønsværen. Det er rigeligt til at distancere sine jævnaldrende - og især de juniorspillere han trænede med, indtil for nylig.
I dag optræder han for U19-truppen. Når han altså ikke træner med Danmarksmestrene.
Fysikken skal dog bruges lidt bedre, når medspillerne hedder Jesper Grønkjær, Zdenek Pospech, Ulrik Laursen og Hjalte Nørregaard. Derfor er Kenneth Zohore stadig et langsigtet projekt, der dog har fået sin uofficielle debut. Med målet til 4-0 i sidste uges træningskamp mod AB.
En optræden der lover mere.