Episode 6 af 6:

Opgøret

I kælderen under deres skole åbnede Ask og vennen Simon et bur, som viste sig at være en portal til fortiden. For at komme tilbage til deres egen tid, må drengene igen finde buret, med hjælp fra en gammel mand.

Simon spurgte igen – ”Og nu skal vi bare vade ind til Smeden og se, om buret er der?”

”Jah, men I må hellere passe på denne her ...” – Svarede den gamle mand, og gav os nøglen – ”Skjul den godt!”

Vi listede alle tre ud i lysningen og hen til det lille hus. Den gamle åbnede døren, og vi trådte alle tre ind i en mørk og dunkel stue.

Midt i stuen stod en eller anden stor genstand dækket af et gammelt tæppe. Det store bur måtte være derinde under tæppet.

I et hjørne sås lyset fra nogle enkelte gløder i ildstedet, men det var alligevel så mørkt, at vi først opdagede Smeden, da han begyndte at tale.

”Jeg kunne næsten ikke genkende dig, min lærling. Du er blevet en gammel mand” – sagde Smeden, og dukkede frem fra skyggerne – ”Jeg har fundet en passende straf til dig, din tyv!”

Den gamle mand grinte tørt og svarede – ”Jeg ved udemærket, hvad du har tænkt dig! Du har bygget et bur, hvor jeg skal være fanget i mange hundrede år frem!”

Måbende lyttede Smeden, mens den gamle mand talte videre – ”Det ved jeg, fordi jeg allerede har været fanget i det satans bur! Men jeg blev befriet af disse drenge, og nu er jeg tilbage for at hævne mig!”

Smeden måbede videre, men tog sig så pludseligt sammen. Han tog en hammer frem bag ryggen, og råbte mens han løb frem mod os – ”Siden du har været fanget én gang, vil jeg skåne dig og nøjes med at SLÅ DIG IHJEL !!!”

Den gamle mand skubbede os hurtigt til side, mens han selv flygtede i den anden retning. Smeden forfulgte den gamle mand med hammeren svingende over hovedet.

”Skynd jer! Ind i buret med jer!” – råbte den gamle mand.

Vi fumlede os hen til den overdækkede genstand og fjernede tæppet. Der var buret ganske rigtigt.

Jeg tog nøglen frem og skulle lige til at bruge den, men Simon stoppede mig – ”Vent! Vi kan ikke bare gå fra den gamle mand!”

Jeg kiggede mig over skulderen. Smeden havde jaget den gamle mand op i et hjørne. Fra ildstedets glødende lys kunne vi se Smeden gøre klar til at hamre den gamle mand ned.

I det samme hev den gamle mand et gevær frem fra sit pjaltede tøj. Vi genkendte straks geværet, som det tyskeren havde truet os med, dengang vi var kommet til besættelsestiden.

Smeden stoppede brat og uforstående, for han havde aldrig set et sådan våben før, men han så endnu mere overrasket ud, da han hørte tre høje brag, og mærkede noget hårdt ramme ham i brystkassen.

Smeden sank om på gulvet og blev liggende.

Den gamle mand kiggede på sit offer, men vendte hurtigt sin opmærksomhed mod os og sagde – ”Det er vist på tide, at I to tager hjem! Vi har vist lavet nok rod her ...”

Jeg kom i tanke om de soldater, vi tidligere havde befriet den gamle mand fra, som sikkert stadig ledte efter os alle tre.

Simon og jeg tog afsked med den gamle mand, og stillede os foran buret. Jeg satte nøglen i burets lås og drejede den om.

Den orange ild sprang omkring os, og vi mærkede den velkendte kraft, der sugede os ind i portalen, og pludselig stod vi der så igen - i de mørke lokaler under vores skole.

Vi begyndte begge at løbe gennem kælderen og stod først stille, da vi var kommet ud i den friske luft i skolegården.

”Den gamle mand havde sgu ret, vi er tilbage i vores egen tid!” – sagde Simon.

Det var blevet aften, men alt så ud som det plejede. Vi så på hinanden, og var begge lettede over, at vi var tilbage.

”Hvad gør vi med nøglen?” – spurgte Simon. Jeg kiggede på nøglen i min hånd.

”Vi burde smide den væk! Tror kun den skaber ballade!” – svarede jeg, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvilke eventyr den kunne tage os på.

Det var slutningen på serien ”Ildens Portaler” som har kørt i 6 numre af Street Boys.