Episode 3 af 6:

Landevejsrøveren

Dette er tredje episode i serien ”Ildens Portaler”.

Hvis du gik glip af sidste episode, så læs den på streetboys.dk!

I kælderen under deres skole åbnede Ask og vennen Simon et bur, som viste sig at være en portal til fortiden. For at bruge portalen og komme tilbage til deres egen tid, må drengene igen have fat i nøglen til buret - men nøglen er i hænderne på en mystisk gammel mand.

Vi var netop blevet suget ned gennem endnu en portal og lå nu i et mørkt og fremmed rum.

”Hva’… er du der?” – spurgte Simon et sted i mørket. ”Ja ... vi må hellere se at få fat i vores nøgle!” – svarede jeg, og begyndte at føle mig frem.

Efter noget tid fandt jeg frem til nogle store tønder, der duftede svagt af mad. Lidt længere væk fandt jeg en trappe, og kaldte på Simon. Vi krøb langsomt op ad trappen, og begyndte at lugte tobaksrøg. Ved toppen af trappen var der en dør, som vi åbnede på klem.

Det lokale vi kiggede ud i var fyldt med røg og stærke dufte. Grupper af larmende mænd stod og sad rundt omkring, mens de enten røg eller drak. En kvinde gik rundt med en kande og hældte op i store krus. Vi var åbenbart havnet i en kro af en slags, gættede jeg hurtigt.

Flere af mændende havde sværd i bæltet, og alle havde gammeldags tøj på. Midt i mylderet fik jeg øje på den gamle mand, som havde stjålet vores nøgle, og jeg så at Simon også havde set ham.

Jagten i natten

Han havde taget en gammel kappe på og var på vej ud af kroen. Han prøvede tydeligvis at skjule sit ansigt for kroens gæster.

Vi sprang begge op, og satte i spurt efter ham, mens kroens gæster drak videre uden at bemærke os.

Ude på vejen blev vi stående, og kiggede os omkring. Det var stadig mørkt, men alligevel kunne vi se, at der kun var 3 andre små huse foruden kroen. Vejen vi stod på var en støvet jordvej - en gammel landevej – og den eneste vej i den lille by.

”Er det her stadig vores egen by?” – spurgte Simon. Jeg svarede tænksomt - ”Hvis det er, så er vi blevet transporteret langt tilbage i tiden … Før der kom flere huse.”

Vi kiggede op og ned ad vejen, men vi havde ingen idé om, hvilken vej den gamle mand var forsvundet hen.

”Måske skulle vi ...” – begynd-te Simon, men han blev afbrudt af et vildt højt råb. Vi tøvede kort, før vi løb i retning af skriget.

Landevejsrøveren

Landevejen fortsatte ind i en tæt skov, og et stykke henne stod en gruppe soldater i en ring og diskuterede højlydt. En af dem holdt godt fast i en gammel mand, som Simon og jeg genkendte med det samme. Vi stoppede op og iagttog dem på afstand.

”Han skal klynges op!” – råbte en af soldaterne. ”Usle røver” – råbte en anden.

Jeg kiggede på Simon og spurgte - ”Hvorfor tror de, at den gamle mand er en røver? De ved jo ikke, at han stjal vores nøgle!”. ”Måske er det kappen, han tog fra kroen ... Eller også har den gamle mand været her før! – svarede Simon.

Det var sandt: Hvis den gamle mand vidste, hvor portalerne var, så kunne han rejse frem og tilbage i tiden. Og så kunne han sagtens have været her før.

Soldaterne begyndte at slæbe afsted med den gamle mand som beklagede sig – ”Jeg fortryder det hele! Skån mig!”

Vi skjulte os ved vejkanten, da soldaterne passerede os, og fulgte efter dem tilbage til byen. De slæbte den gamle mand ind i kroen. Simon og jeg blev stående ved døren og lyttede.

”Nu har vi endelig fanget Peder Landevejsrøver!” – råbte soldaterne stolt derinde, og folk hujede og råbte i kor – ”Hæng ham! Klyng ham op!”

Henrettelsen

Simon prikkede mig på skulderen, og pegede op på en bakke lidt uden for byen. En galge stod øverst på bakken. De mente det virkeligt - De ville hænge ham!

”Hvordan skal vi nu få nøglen tilbage?” - spurgte jeg fortvivlet, mens jeg prøvede at finde en løsning.

Hvis det endelig lykkedes os at få nøglen tilbage, var det ikke nok! Vi skulle også bruge den gamle mand til at finde den rigtige portal til os, så vi kunne komme tilbage til vores egen tid!

Måske var den eneste løsning at redde den gamle mand!