Episode 2 af 6:

Besættelsen

Dette er anden episode i serien ”Ildens Portaler”. Serien følger drengen Ask og hans bedste ven Simon på deres rejser.

I kælderen under deres skole opdagede drengene en gammel mand, der var fanget i et stort bur. Med en nøgle, der hang på væggen, åbnede de buret, og pludselig blev de suget ind i buret og gennem en portal af ild.

”Simon og jeg stod måbende foran den tyske soldat, der havde sit gevær peget lige mod os.

Vi var stadig ved vores skole, men på en eller anden måde var vi blevet transporteret tilbage i tiden – til den tid, hvor Danmark var besat af tyskerne! Nu stod vi altså foran en meget vred soldat.

Soldaten råbte en kommando på tysk. Ingen af os forstod et ord af det, men vi strakte begge armene i vejret for at vise, at vi overgav os.

Jeg skævede til Simon. Han knugede stadig nøglen, den som vi brugte til at låse buret op med. Jeg kiggede hurtigt tilbage, da vi hørte nogle skridt bag soldaten. Soldaten kiggede sig over skulderen for at se, hvem der kom, men inden han nåede at reagere, fik han en stor kølle i hovedet. Han faldt om på brostenene, bevidstløs og ubevægelig. Var han mon død?

Ud af mørket dukkede den gamle mand, vi havde befriet fra buret, frem. Han stod over den faldne soldat og smed sin kølle fra sig. Han hev hurtigt tyskerens jakke af, tog den på og kiggede så op på os.

Simon sagde ”Tak skal du ha’! Jeg tror sgu, han var lige ved at skyde os!”

Manden svarede ikke, men trådte over soldaten og tættere mod os. Uden varsel hev han nøglen ud af Simons hænder og skubbede ham hårdt. Simon landede på brostenene. ”Av for helvede!” råbte Simon vredt, men den gamle mand var allerede på vej væk i løb. Han forsvandt hurtigt ud i mørket.

Jeg trak Simon op fra gaden. ”Hvad havde han gang i?” spurgte Simon, mens han ømmede sig.

”Det ved jeg ikke!” svarede jeg. ”Men nu synes jeg, vi skal prøve at komme tilbage så hurtigt som muligt! Hvis vi kan komme ind i buret igen, kan vi måske komme tilbage til vores egen tid!”

Gaderne lå stille og øde. Husenes vinduer var mærkeligt sorte og uden det mindste lys. Jeg kom i tanke om noget, vi havde lært i skolen: Under besættelsen måtte man ikke have lys tændt, så det kunne ses udefra. Tyskerne ville nemlig ikke have, at byernes lys kunne ses fra luften. Idéen var, at fjendernes fly ikke skulle have nogen chance for at finde vej i natten.

Vi løb tilbage til skolen og ned i viceværtens kælder, der hvor vi tidligere havde fundet manden i buret. Viceværtens kælder lignede sig selv bortset fra, at der var lidt mindre ragelse, og der lugtede lidt mindre grimt.

Vi fandt vej til det rum, hvor buret stod. Buret var tomt – men døren var låst.

”Låste vi ikke buret op?” spurgte Simon. Jeg tænkte mig lidt om og forklarede: ”Jo, men det var jo tilbage i vores egen tid ... Nu er vi i tiden under besættelsen, så buret er ikke åbnet endnu!”

Vi kiggede begge på buret. Vi gættede på, at hvis vi kunne åbne buret, så ville vi blive suget ind igennem den der ildportal og forhåbentlig komme hjem til vores egen tid.

Men nu havde vi mistet nøglen. ”Vi må vel finde den gamle nar og få nøglen tilbage!” sagde Simon fast. Jeg nikkede, og vi skyndte os ud i natten.

Da vi kom udenfor, hørte vi tyske soldater råbe til hinanden og biler, der kørte hurtigt rundt i gaderne. De havde nok fundet deres kammerat og var begyndt at lede efter gerningsmændene. Vi måtte sørge for ikke at blive fanget, selvom det jo ikke var os, der havde slået soldaten ned.

Fra skoleområdet løb vi ned ad en mindre gade og længere ud i byen. Men pludselig kom en stor militærbil til syne.

Vi gemte os i en lille gyde, og ventede i stilhed, til bilen var kørt forbi. ”Hvor tror du den gamle mand løb hen?” spurgte jeg Simon. Han rystede på hovedet, men pegede så ivrigt på den anden side af gaden.

Fra et bredt kældervindue kunne vi se et svagt orange lys. Det var det samme uhyggelige lys, som vi havde set i buret under skolen og selvsamme lys som den ild, der havde suget os gennem tiden.

Vi sneg os over gaden og kiggede ind gennem kældervinduet. Det orange lys kom fra en åben kiste i den fjerneste ende af kælderen. Foran kisten stod en skikkelse med en velkendt, stjålen militærjakke. Det var den gamle mand. Han vendte ansigtet mod os, smilte uhyggeligt og trådte ned i kisten.

Flammerne sprang omkring ham, og den gamle mand forsvandt ned i kisten.

Jeg var forstenet, men Simon råbte: ”Det må være endnu en portal! Efter ham!” og sparkede vinduet op. Vi kravlede igennem åbningen, landede på gulvet og løb hen til kisten, hvor den sære orange ild stadig brændte. Vi hoppede begge ned i kisten og mærkede portalen suge os ind.

DU KAN LÆSE NÆSTE AFSNIT I STREET BOYS NR. 3 - SOM ER PÅ GADEN NU!