Episode 1 af 6:
Manden i Buret

Dette er første episode i serien ”Ildens Portaler”. Historien er skrevet ud fra en række papirer, som drengen Ask efterlod sig, da han forsvandt:

”Jeg bliver nødt til at skrive denne historie ned, mens jeg husker den. Faktisk har jeg prøvet at glemme den forfærdelige historie, men for din skyld, kære læser, må jeg prøve at huske, hvordan det begyndte:

Det var ellers en ganske kedelig dag på skolen. Min bedste ven, Simon, og jeg havde fået lov at gå ned til pedellen efter kridt til tavlen. Vi var glade for at slippe for resten af matematiktimen. Men når jeg tænker tilbage på det, ville jeg ønske, at vi aldrig var gået fra den time.

Pedellens kontor lå nederst i skolens ældste bygning. Da vi var nået ned ad den lange trappe, kunne vi mærke den velkendte duft af maling og tobak. En enkelt lampe lyste op foran pedellens dør. Men igennem dørens glasruder kunne man se, at der var mørkt i selve kontoret.

Vi gad ikke gå den lange vej tilbage uden kridt, så vi blev enige om at gå ind selvom pedellen ikke var der. Simon tog i håndtaget og åbnede forsigtigt døren.

”Hr. Røvhul?” - råbte Simon forsigtigt. Intet svar. Vi trådte ind i det mørke kontor, og begyndte at famle efter en stikkontakt. Vi kom helt om i den bagerste krog, før vi fandt noget - men det var ikke en stikkontakt vi fandt i mørket: Det var en lille dør!

Af ren og skær nysgerrighed åbnede vi døren. Vi havde pludselig glemt alt om kridt og matematik-timer. Det her var langt mere spændende.

Døren åbnede og mod forventning var der ikke mørke på den anden side af døren men lys. Det første vi så var et sært orange lys, der oplyste et højt jernbur. Buret var langt højere end en voksen person og havde tykke trammer.

Først troede vi, at vi var alene, men så hørte vi en skrabende lyd. Noget kom kravlende mod os inde bag tremmerne - det var en gammel mand! Hans tøj var beskidt og ødelagt. Hans negle var lange og flossede, som om han gennem hundreder af år havde prøvet at grave sig ud af buret. Hans fedtede grå hår hang ned over øjnene som stirrede vågent på os:

”Så har I endelig fundet mig! Jeg har ventet i flere hundrede år på dette øjeblik!”

Simon og jeg kiggede chokerede på hinanden. Vidste denne gamle mand, at vi skulle komme?

”Vær nu rare og luk mig ud af det her rådne bur! Nøglen hænger bag jer. Der på muren!”

Der gik flere sekunder, før vi forstod, hvad han sagde. Så chokerede var vi over at finde en mand i et bur, og så under vores egen skole!

Nøglen hang rigtig nok på muren bag ved os. Simon tog nøglen ned, og vi kiggede igen på manden.

”Ja kom nu … Brug nøglen til at få hængelåsen op, så jeg kan komme ud!” – Sagde den gamle mand utålmodigt.

Vi gik begge to hen til buret. Da vi kom helt hen til låsen, kunne vi mærke en kraftig stank. Han havde tydeligvis ikke været i bad i ufattelig lang tid. Jeg kiggede på Simon, som stod med nøglen, klar til at åbne hængelåsen. Simon stak nøglen i hængelåsen og drejede nøglen om.

Pludselig sprang burets dør op, og en orange ild hvirvlede omkring os. Det var som om, vi blev snurret rundt og rundt. Vi kunne ikke se rummet, buret eller den gamle mand længere, og ilden fortsatte med at piske omkring os. Jeg kunne se Simon stadig knugede nøglen i hånden. Men jeg måtte lukke øjnene for ikke at blive blændet af det stærke lys.

Jeg åbnede endelig øjnene. Nu så jeg, at vi slet ikke var i rummet under skolen længere. Vi var kommet op på gaden, der går langs skolen. Det var næsten helt mørkt, bortset fra en måne, der kastede et dæmpet lys gennem en overskyet himmel. Jeg undrede mig over, at gaden var belagt med slidte brosten, og ikke med asfalt, som jeg huskede det. Men jeg nåede ikke at færdiggøre den tanke.

”Hvordan fanden dukkede vi op her?” – udbrød Simon

”... Det ved jeg virkelig ikke!”
– mumlede jeg tilbage.

Simon skulle lige til at sige noget mere, men så hørte vi pludselig en hård stemme bag os: ”HALT! WER DA?”

Vi stivnede med det samme, ikke fordi vi forstod, hvad ordene betød, men fordi vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre. En hård hånd greb fat i skulderen på mig og slyngede mig rundt, så jeg stod ansigt til ansigt med en stor soldat.

Simon og jeg stod nu begge skræmte og forvirrede, mens soldaten fortsatte på et sprog der lod som tysk: ”Wer sind sie?? Antwort!”

Hans uniform og udstyr var gammeldags, akkurat som på film. På siden af hans hjelm var en ørn og et hagekors.

Så forstod jeg, at enten måtte det hele være et mareridt ... eller også var Simon og jeg rejst tilbage i tiden ... til den tid hvor Danmark var besat af tyskerne! Det sekund Simon havde drejet nøglen om i hængelåsen, var vi åbenbart blevet transporteret tilbage i tiden.

Soldaten var blevet utålmodig og rettede sit gevær mod os.

Hvad skulle vi gøre? ”

DU KAN LÆSE NÆSTE AFSNIT I STREET BOYS NR. 2 - SOM ER PÅ GADEN NU!